23948sdkhjf

Forsvaret skal køre i Mercedes

Mercedes-Benz vinder forsvarsudbud: Skal lever 675 biler allerede nu
Store lastbiler med bænke på ladet var i mange år Forsvarets foretrukne køretøj til transport af personel. For få år siden blev det imidlertid besluttet, at transport af soldater på ladet af lastbiler ikke længere er sikkerhedsmæssigt forsvarligt og derfor fremover skal foregå i mindre køretøjer. Efter en længere udbudsrunde, hvor i alt fem leverandører bød ind, faldt valget på Mercedes-Benz, som skal levere minibusser og varebiler i en aftale, der foreløbigt løber over fire år. Allerede i år leveres 600 stk. Vito Tourer med plads til mellem syv og otte personer samt 75 stk. Vito Mixto med varerum og plads til fem personer.

Både kravene til plads og vægt var afgørende for, at netop Mercedes-Benz vandt udbuddet. Også det såkaldte TCO – Total Cost of Ownership – altså totalomkostningerne, vægtede højt.

- Når vi som offentlig instans indkøber materiel, ser vi på TCO (total cost of ownership), altså den samlede pris for køretøjet inkl. drift og vedligehold. Når vi regner købspris, serviceaftale og omkostninger til brændstof med, var køretøjerne fra Mercedes-Benz de billigste, selvom købsprisen i sig selv måske ikke er, siger Michael Kristensen, teknisk sagsbehandler i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Forskellige opgaver
Køretøjerne skal varetage en række forskellige kørselsopgaver. Omkring en fjerdedel af minibusserne, 155 stk., er således alene beregnet til administrativ kørsel for Forsvarets styrelser. Disse biler leveres i standardfarven blå og uden særlige modifikationer eller tilvalg. De resterende minibusser leveres med en helt særlig kombination af tilvalg. Alle leveres de i farven sort og med firehjulstræk og automatgear.

Desuden er de udstyret med multifunktionsrat, indbygget våbenskuffe, bagagenet og mørktonede ruder bagi. Køretøjerne er ikke indkøbt med henblik på terrænkørsel, men takket være firehjulstrækket er det en smal sag for bilerne at forcere bløde underlag og lettere off-road terræn.

- Vi er glade for, at Forsvaret har valgt Mercedes-Benz, og vi ser meget frem til samarbejdet. Vi ved, at Forsvaret med rette stiller store krav til deres biler, og vi ved, at vores produkter kan møde disse krav på alle parametre. Så vi er sikre på, at Forsvaret nok skal blive tilfredse, siger Pernille Pedersen, Key Account Manager hos Mercedes-Benz Vans, der har stået i spidsen for udbuddet hos Mercedes-Benz Danmark.
Foruden en forbedring af sikkerheds- og ikke mindst komfortniveauet for Forsvarets personel, medfører skiftet fra store busser og lastbiler også en betragtelig gevinst. Minibusserne er nemlig både billigere i drift og mere fleksible i brug.

Farvel til sorte nummerplader
Foruden de mange Vito Tourer har Forsvaret bestilt 75 stk. Vito Mixto, som er bygget på samme platform som minibusserne. Dog er der tale om varebiler med både stort bagagerum og plads til fem personer.

Forsvarets nuværende varevogne med dobbeltkabine er blot udstyret med presenninger over varerummet, hvilket øger risikoen for f.eks. tyveri. Varerummet i Vito Mixto er aflåst. Dermed er Vito Mixto en kraftig forbedring af sikringen af værdifuldt materiel.

Som noget helt nyt leveres alle køretøjer desuden på hvide nummerplader i stedet for Forsvarets karakteristiske sorte nummerplader. Faktisk afslører kun de lovpligtige klistermærker på siderne af bilerne, at bilen tilhører Forsvaret. Uden de klassiske sorte nummerplader bliver det dermed fremover sværere at skelne Forsvarets biler fra civile minibusser og varebiler i trafikken.

Den overordnede rammeaftale løber over fire år og inkluderer en serviceaftale, herunder løbende vedligehold og periodisk syn af bilerne. Samtidig vil der gennem perioden løbende blive bestilt nye biler, efterhånden som behovet opstår.

Artiklen er en del af temaet Varebiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095