Totalentreprenør overrasker i sit første årsregnskab
SG Totalentreprise A/S har på otte måneder opnået et resultat før skat, der er mere end fem gange større end forventet
SG Totalentreprise blev sat i verden med et fokus på at løfte barmarks-projekter. Det fokus viser sig givtigt i regnskabet. Virksomheden har ligesom resten af byggebranchen været begunstiget af gode konjunkturer og stor aktivitet inden for nybyggeri. Det forklarer dog ikke alene, hvordan SG Totalentreprise på blot otte måneder har opnået en egenkapital på over 4 millioner kroner i et marked, hvor byggeprojekterne ofte har en mindre økonomisk margen.
- Vi har haft succes med at optimere byggeprojekterne ved at foreslå bygherrer og rådgivere, hvordan projekterne kunne gribes anderledes an, og hvordan byggeleverancer kunne optimeres til gavn for økonomi, kvalitet og tidsramme i det enkelte projekt, forklarer SG Totalentreprises direktør, Robert Mayer, og tilføjer:
- Det har bl.a. betydet, at vi har fået lov til at bygge et projekt for en kommune, som ellers var skudt til hjørne, fordi det blev for dyrt for bygherren. Efter vores granskning af projekt og leverancer blev det billigere for bygherre, uden at vi gik på kompromis med byggeriets kvalitet, og derfor blev projektet gennemført. Det samme projekt afleverede vi mere end to måneder før aftalt.
Solid entreprenør på et risikofyldt marked
SG Totalentreprise er datterselskab til entreprenørvirksomheden Skou Gruppen A/S, som også er datterselskabets hovedaktionær. Ejerkredsen består desuden af Robert Mayer, Martin Skou Heidemann og Jesper Egund, hvor de to sidstnævnte er henholdsvis adm. direktør og teknisk direktør i Skou Gruppen.
- I ejerkredsen har vi haft fokus på at få en stille og rolig start for at sikre tid til en stram styring af vores byggerier. Det er nemlig afgørende for indtjeningen, som skal gøre SG Totalentreprise økonomisk solid. Den plan er lykkedes, og det er samme plan, vi kører efter i det nye regnskabsår, siger Robert Mayer.
Det er hans klare forventning, at SG Totalentreprise i sit andet regnskabsår vil opnå en egenkapital på mellem 8 til 10 millioner kroner og tilpas tunge referencer til, at virksomheden kan blive prækvalificeret, når offentlige barmarks-projekter kommer i udbud.
- Udsigterne er, at markedet for barmarks-projekter fortsætter det høje aktivitetsniveau. Samtidig vil vi bevare vores fokus på optimering af byggeprojekter og leverancer, stram byggestyring, indtjening og ikke tage risikofyldte beslutninger. Derfor ryster jeg ikke på hånden, når jeg siger, at vi i allerede i 2019 har egenkapital og referencer til at deltage i prækvalifikationer, siger Robert Mayer.
God ordrebeholdning
SG Totalentreprises ordrebeholdning for regnskabsåret 2017/18 underbygger de høje forventninger til de kommende års regnskabsresultater. Ordrebeholdningen er i skrivende stund på ca. 40 millioner kroner, og virksomheden forventer at omsætte for 50 til 60 millioner kroner i regnskabsåret 1. oktober 2017 til 30. september 2018.
En af de byggesager, som allerede er i ordrebogen, er nybyggeriet af en ejendom for en privat investor på Rådmandsgade på Nørrebro i København. Bygningen skal rumme 13 boliger med P-kælder og stå klar i februar 2019.
- Vi er allerede godt i gang med optimering af projektet og tager første spadestik i starten af februar 2018, fortæller Robert Mayer.