23948sdkhjf

Grøn fusion med gode vækstanlæg

Fusionen af OK Grøn Anlæg A/S og Bent Nygaard Anlæg A/S blev ikke en annektering, men en helt ny virksomhed. Podningen er lykkedes
Det gik ikke som med mange andre fusioner, da de to anlægsgartnerfirmaer OK Grøn Anlæg A/S og Bent Nygaard Anlæg A/S slog sig sammen i OKNygaard 1. juli 2013. OK Grøn Anlæg har ikke annekteret Bent Nygaard Anlæg – eller omvendt. Sammensmeltningen har reelt udmøntet sig i en helt ny virksomhed.

Det vurderer direktør Kim Aaskov. Med ansvar for hele driftsområdet hos OKNygaard er han om nogen manden med fingeren på pulsen, når det gælder plejen af de mange kunder landet over. Det er også ham, der sammen med tre direktør-kolleger har været i front i den omfattende sammensplejsning af to store firmaer, der mundede ud i Danmarks største privatejede anlægsgartnervirksomhed.

- Vi er på vej ud af vores første hele kalenderår som OKNygaard. Det har vi været spændte på. Vi må erkende, at vi undervejs løb ind i nogle uventede udfordringer. Vi havde forberedt os godt på fusionen, men alligevel mødte vi overraskelser, da vi bevægede os fra teorierne til praktik, fortæller Kim Aaskov.

Der var en forskel

- Det har været utroligt spændende at få tingene til at klinge sammen i to virksomheder, der lægges sammen. Vi kunne se rigtig mange lighedspunkter, men et sted var vi dog noget forskellige. OK Grøn Anlæg var noget mere centraliseret end det gamle Bent Nygaard Anlæg, hvor der var stort fokus på at drive de enkelte afdelinger som små virksomheder, siger Kim Aaskov.

Den decentrale styring fra Nygaard-tiden i kombination med et teamleder-system fra det gamle OK Grøn Anlæg er blevet en af de store styrker i den nye organisation. OKNygaard er i dag bygget op med teamledere mellem driftslederne og folkene med fingrene i mulden.

Ambassadørerne i marken

- Teamlederne er vore ambassadører i marken. De udgør bindeledet mellem driftslederne og medarbejderne rundt om på pladserne. Teamlederne har kompetence til at træffe beslutninger her og nu og såmænd også give tilbud på en række opgaver. De er tæt på både kunderne og vore medarbejdere, og derfor har teamleder-systemet en helt afgørende betydning i det daglige, forklarer Kim Aaskov.

Også OKNygaards salgsorganisation er på plads, og det kan ses i ordrebøgerne. Forvandlingen fra to regionale anlægsgartnerfirmaer til én landsdækkende virksomhed er ganske markant.

- Vore sælgere har fået ikke mindst mange nye erhvervskunder hjem. Store landsdækkende firmaer kan se den klar fordel i også at have en landsdækkende samarbejdspartner til at klare de ting, som vi nu er gode til. Det giver jo mulighed for at lave én aftale for hele landet. Det gælder for både supermarkedskæder, banker, facility management-firmaer og mange erhvervsvirksomheder, siger Kim Aaskov.

Mange nye aftaler

Blandt de tungtvejende aftaler, der er kommet i hus siden fusionen, er en del driftsaftaler for Horsens Kommune, tre kommunale parker i København, alle kirkegårde der drives af Odense Kommune og kommunale opgaver både i Gribskov og Aabenraa kommuner. Tillige har OKNygaard kunnet skrive en række store erhvervsvirksomheder ind i kundekartoteket. Blandt dem Arbejdernes Landsbank og ALDI-kæden.

- OKNygaard er en virksomhed i stadig udvikling. Siden fusionen har vi etableret en ny afdeling i Solrød, så vi nu har 10 afdelinger rundt om i landet. Flere vil helt sikkert komme til. Et enkelt sted mødte de to tidligere firmaer hinanden. Det var i Odense, som dermed blev orkanens øje. Men også her er organisationen på plads og velfungerende, siger direktør Kim Aaskov.

Noget i pipelinen

Driftsdirektøren ser 2015 som en ny, stor udfordring for OKNygaard.

- Vi arbejder videre med at styrke vores salgsdel i 2015. Vi véd, at der kommer nogle store udbud i det nye år, og vi véd, at der ligger noget i pipelinen til os, siger Kim Aaskov.

OKNygaard med omkring 350 medarbejdere har sjællandsk hovedkvarter i Borup, mens den jyske hovedafdeling ligger i Hasselager ved Aarhus. Firmaets øvrige otte afdelinger ligger i Farum, Horsens, Kolding, Odense, Randers, Solrød, Vejle og Aalborg.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063