23948sdkhjf

Forretningsudvikling på tværs af generationerne

Gundsø Entreprenør Forretning har fyldt generationskløften op og tager hul på en ny fase i virksomhedens udvikling med indvielsen af nyt domicil i Roskilde
- Der er fart på. Det er nogle lange arbejdsdage. Og der er ind i mellem også nogle søvnløs nætter.

Det erkender 30-årige Jesper Vesterlyng, Gundsø Entreprenør Forretning i Roskilde.

For to et halvt år siden indledte han og hustruen Mia et generationsskifte med Jespers far og mor, René og Anne Vesterlyng.

- Generationsskiftet forløber som planlagt. Min far startede firmaet i 1995 og selvom jeg så at sige har kendt branchen fra barnsben, så er det jo noget helt andet at sidde med ansvaret for både virksomhed og medarbejdere, siger Jesper Vesterlyng. Han er bygningskonstruktør og aut. kloakmester og har siddet bag rat, stænger og joysticks i entreprenørmaskiner fra han var en stor knægt.

I det daglige kører han nu et tæt parløb med sin far om tilbud, projektledelse og virksomhedsdrift, ligesom Mia og Anne gør det i den administrative afdeling.

Mange overvejelser

- Samarbejdet på tværs af generationerne er effektivt i forhold til den daglige drift. Her nyder vi godt af de forskellige kompetencer, vi kan byde ind med.

Det er selvfølgelig uvurderligt at kunne læne sig trygt op af den store erfaring som både min far og mor har. Og det er fint at kunne drøfte nye ideer. Det er naturligvis ikke alt vi er enige om, men vi er til gengæld enige om at drøfte ideerne igennem og vurdere dem sammen på et sagligt grundlag. Hvad enten det så gælder om hvorvidt vi skal eje eller lease firmabiler eller om vi f.eks. skal investere yderligere i vores TV-inspektionsaktiviteter.

Der er mange overvejelser, som ikke bare er beslutninger, man kan sige ja eller nej til, men som stikker meget dybere og derfor skal tænkes godt igennem. Og det giver vi os tid til, understreger Jesper Vesterlyng og tilføjer, at overvejelserne naturligt nok bl.a. gælder virksomhedens vækst både i forhold til hvilke opgaver der skal bydes på og hvilke segmenter man skal operere i.

- Vi kunne f.eks. godt vælge at byde på flere opgaver og tage nogle flere chancer og øge vores risiko. På den anden side er det jo netop sådan, at en øget risikoprofil meget hurtigt kan vælte en virksomhed af vores størrelse. Det synes vi ikke vi vil byde hverken vores kunder eller os selv.

Det betyder ikke, at vi ikke vil udvikle forretningen. Det vil vi gerne. Og det kommer vi også til. Men beslutningerne bliver først taget efter grundige overvejelser.

Fødderne på jorden

Jesper Vesterlyng lægger stor vægt på at bevare og videreføre firmaet i den ånd og med den stabilitet, som hans forældre har bygget op. Det gælder først og fremmest om at holde fødderne på jorden og styre firmaets vækst inden for de områder, man beslutter at arbejde i.

- Mine forældre har kastet bolden, jeg har grebet den og er parat til at drible den videre sammen med gode medarbejdere og samarbejdspartnere. Uden gode medarbejdere og samarbejdspartnere ville det slet ikke kunne lade sig gøre at drive virksomheden med vores fokus på at levere den aftalte kvalitet og være problemløsere for vores kunder.

Vi trækker flittigt på vore samarbejdspartneres viden for at optimere vores opgaveløsning i forhold til vores kunder. Den dialog vi og vores medarbejder har med både kunder og samarbejdspartnere er med til at sikre, at vi er godt med i den benhårde konkurrence om opgaverne, fremhæver Jesper Vesterlyng.

- Og jo. Det er en stor udfordring og arbejdsmæssigt hårdt at have foden under eget bord. Men jeg ville ikke bytte med noget andet, siger Jesper Vesterlyng.

Ny adresse

Gundsø Entreprenør Forretning har siden starten i 1995 drevet virksomheden fra Duegårdsvej i Gundsølille nær Roskilde.

Virksomheden er imidlertid vokset ud af rammerne og har bygget et helt nyt 3.500 kvm. hovedkontor på Langebjerg 8 i Roskilde. Det nye domicil indvies officielt for venner, samarbejdspartnere, forretningsforbindelse, kunder o.a. i morgen fredag den 17. oktober fra 11.30. til 16.00

- Mine forældre har kastet bolden, jeg har grebet den og er parat til at drible den videre sammen med gode medarbejdere og samarbejdspartnere, siger direktør og medejer af Gundsø Entreprenør Forretning, Jesper Vesterlyng.

Gundsø Entreprenør Forretning har rykket pælene op og er flyttet fra Gundsølille til et splinternyt domicil i Trekroner ved Roskilde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078