23948sdkhjf

Høvl og herregårdsgrus til stierne i Ikast-Brande Kommune

Ikast-Brande Kommune har succes med at smide grus i maskineriet
Den britiske producent har døbt den Blec Power Box Rakes. Det er for langt og for bøvlet i Ikast. Så når Vagn Møller ruller ud med kompakttraktoren spændt for, handler det om at gi’ kommunens grusstier en gang høvl med stihøvlen. Tingesten, der godt kan minde lidt om en rotorharve, har løst et problem for vej- og parkafdelingen ved simpelthen at smide grus i maskineriet.

- Det skal være herregårdsgrus. Løsningen på vores problem har vist sig at være herregårdsgrus og høvl. I det østlige Danmark hedder det vist nok slotsgrus, fortæller teamleder Lars Højgaard Hansen, der har ansvaret for, at kommunen stier tager sig ordentligt ud og tilmed er til at færdes på. Han har sin daglige dont på materielgården, og i felten er det så traktorfører Vagn Møller, der tager sig af det praktiske, når stierne skal høvles.

- I de senere år har vi opgraderet vore mange stier med ny belægning. Og så skal de naturligvis passes. Ellers er det hele jo omsonst. Tidligere brugte vi almindeligt vejgrus og harvede så stierne. De blev rigtig flotte, men der er den ulempe ved vejgrus, at det efter harvning er for løst til at færdes på. Cykler og barnevogne er chanceløse, forklarer Lars Højgaard Hansen.

Den rigtige maskine til det rigtige grus

Forsøg med stenmel som overflade til stisystemerne gav en mere fast overflade. Men cyklisterne var ikke begejstrede. Stenstykker i stenmelen punkterede dækkene.

- Vi ringede til Slots- og Ejendomsstyrelsen og fik at vide, at slotsgrus kunne være en mulighed. Det fik vi så et firma i Sønderjylland til at levere. Men her hedder det altså herregårdsgrus, selv om det er nøjagtig det samme, siger teamlederen.

Den rigtige type grus gjorde det imidlertid ikke alene. Ikast-Brande-folkenes harve arbejdede sig for dybt ned i grusbelægningen, og derfor var det nødvendigt at finde frem til en maskine, der kunne rive gruset, fjerne ukrudtet, men samtidig kun køre i overfladen.

- Vores værkfører havde surfet på nettet og fået øje på den nye Blec Power Box Rakes fra England. Det viste sig, at importøren er Special Maskiner i Rudkøbing, som vi kendte i forvejen. Så vi kontaktede direktør Lennart Ahlefeldt-Laurvig for at høre nærmere. Og stihøvlen har altså vist sig at være løsningen på vores sti-problem i kombination med den rigtige type grus, siger Lars Højgaard Hansen.

Ukrudt skal stresses

- Den virker i princippet som en rotorharve, men arbejder lige præcis tilpas i overfladen. Kommunen har en beslutning om ikke at bruge Roundup. I stedet ønsker vi at stresse ukrudtet ihjel, og det klarer stihøvlen også. Den har vist sig at være utroligt effektiv. En sti, der er groet til, kan gøres helt ren ved at køre en tur eller to hen over med stihøvlen, fortæller Lars Højgaard Hansen.

- Da jeg begyndte at køre med stihøvlen, havde vi stier, hvor der faktisk ikke var gjort noget i tre-fire år. Så skal der mere end en enkelt overkørsel til. Høvlen efterlader den revne sti med nogle store græsknolde, men de er uden jord. Tænderne går cirka tre centimeter ned i overfladen og renser for sten og ukrudt, men lader gruset ligge, forklarer maskinfører Vagn Møller.

Tænderne giver bedre dræn

- Maskinen har en cylinder med en masse små tænder i hårdtmetal, som simpelthen pulveriserer jorden og skiller sten og ukrudt fra. Jeg har mulighed for at indstille stihøvlen, så vejen får midterprofil. Når jeg kører hen over, trækkes ujævnheder ud. Tænderne river en smule op i gruset, så vi faktisk også opnår en bedre dræning, siger Vagn Møller.

- I øvrigt kan stihøvlen også bruges til at lave en jævn græsplæne. På samme måde som grusstierne, bliver plænen renset for sten og ukrudt, fortæller traktorføreren.

Vagn Møller har omkring fem kilometer stier at passe med stihøvlen. Alle stierne er omkring halvanden meter brede, og hvis en sti er i nogenlunde stand, kan han rive og rense mellem 800 og 1000 meter på en arbejdsdag.

Nok med lille traktor

- Grusstier er generelt vanskelige at holde pæne. Men hvis græsset er klippet og stierne pæne, tager en park sig altså flot ud, konstaterer teamleder Lars Højgaard Hansen.

Ikast-Brande Kommunes Blec Power Box Rakes har en arbejdsbredde på 150 cm. Den britiske fabrik Blec Global laver også maskiner på 180, 210 og 235 cm. Tændernes arbejdsdybde er op til 10 centimeter, men i Ikast-Brande vælger man altså at stille maskinen til tre centimeter. Stihøvlen vejer 405 kg og drives via traktorens kraftudtag. En kompakttraktor på mellem 20 og 40 hk klarer fint at køre med maskinen.

Billedtekster:

1.

Flotte stier er en kombination af det rigtige grus og en maskine, der kan holde det fri for ukrudt. Ikast-Brande Kommunes vej- og parkfolk har fundet løsningen med herregårdsgrus og Blec Power Box Rakes.

2.

Det kræver ikke en stor traktor at trække stihøvlen. Mellem 20 og 40 hestekræfter er tilstrækkeligt, fortæller den britiske producent, Blec Global.

3.

Tænderne på cylinderen er i hårdmetal. De kan gnave op til 10 centimeter ned i underlaget. På Ikast-Brande Kommunes stier har den rigtige dybde vist sig at være 3 centimeter.

4.

Justeringen af Blec Power Box Rakes er enkel, og traktorfører Vagn Møller klar den på et øjeblik.

5.

Blec Power Box Rakes. Blandt venner i Ikast-Brande hedder den slet og ret "stihøvlen". Den har vist sig at være løsningen på vedligeholdelse af kommunens cirka fem kilometer stier.

6.

Traktorfører Vagn Møller viser en af de utallige totter græs, som stihøvlen Blec Power Box Rakes har fjernet. Efter flere år uden vedligeholdelse af stierne, var det store mængder, der blev revet op af maskinens tænder, uden at der kom jord med.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093