Byggeriet er bedst til at tage lærlinge
Mere end hver anden byggevirksomhed har lærlinge, og dermed er byggeriet bedst til at uddanne. I de private serviceerhverv er det blot hver femte virksomhed, der har lærlinge
Flere end hver anden byggevirksomhed har lærlinge. I de private serviceerhverv er det blot hver femte.
Det skriver Licitationen-Byggeriets Dagblad
Senioranalytiker Mie Dalskov Pihl fra AE oplyser, at AE tidligere har lavet lignende undersøgelser, men at datagrundlaget denne gang er endnu større.
- Billedet er imidlertid det samme, nemlig at byggebranchen er klart bedst til at uddanne. Det hænger uden tvivl sammen med byggeriets lange tradition for at tage lærlinge, siger hun.
Mie Dalskov Pihl oplyser, at AE er ved at bearbejde talmaterialet for at komme et spadestik dybere inden for de enkelte brancher.
- Men det generelle billede af, at de små virksomheder er bedre til at uddanne end de store samt at Vestdanmark tager flere lærlinge end Østdanmark er også gældende for byggeriet, siger hun.
Analysens tal kommer ikke som en overraskelse i Dansk Byggeri.
- Vores egne undersøgelser viser, at to tredjedele af vores medlemsvirksomheder har lærlinge, og det er nærliggende at tro, at de organiserede virksomheder i lidt højere grad har lærlinge. Det bekræfter, at der er en kæmpetradition i byggeriet for at uddanne og at byggeriets andel af lærlinge er langt højere end den total beskæftigelsesandel, siger afdelingschef i Dansk Byggeri, Louise Pihl.
tøtte