23948sdkhjf

Generationsskifte i materieludlejningsfirma

I forbindelse med omstrukturering af materieludlejningsfirmaet CP’s to selskaber, tiltræder 27-årige Julie Bruun som ny adm. direktør. Efter et trainee-forløb er hun nu klar til at overtage det øverste ansvar for den virksomhed, hendes far grundlagde for 28 år siden
Det har længe ligget i kortene, at Julie Bruun skulle overtage det firma, hendes far, Georg Bruun, grundlagde i 1986. Sidste år påbegyndte hun et intensivt trainee-forløb i materieludlejningsvirksomheden for at få større indblik i såvel økonomi, drift og produktion. Nu er Julie Bruun klar til at tage skridtet fuldt ud og tiltræder derfor som administrerende direktør i CP ApS i forbindelse med en organisationsændring.

- Det er en fantastisk følelse at kunne drive noget videre, som ens familie har startet, og jeg er stolt over at få chancen. Jeg har haft en spændende og lærerig trainee-periode, hvor jeg har mærket virksomheden indefra. Blandt andet har jeg været med til at etablere en helt ny afdeling i Jylland. Så jeg føler mig godt rustet til nu at få det øverste ansvar, siger Julie Bruun.

Selvom hun er opvokset med firmaet, har Julie Bruun lagt stor vægt på at hente erfaringer i andre brancher, inden hun sidste år satte kurs mod familievirksomheden. Ud over handelsskole har hun taget en HD i økonomistyring og procesledelse, og efterfølgende har Julie Bruun arbejdet i godt fem år hos British American Tobacco.

- At arbejde i CP er noget helt andet. Det skyldes i høj grad, at vi er en dansk ejet familiedrevet virksomhed, der bygger på gode personlige relationer og de menneskelige aspekter. Jeg har fra første dag følt, at jeg var en naturlig del af CP, og jeg føler både et stort ansvar og stor ydmyghed over for den opgave, jeg står overfor, siger Julie Bruun.

To afdelinger fusionerer

Gennem de sidste 15 år har CP haft to forskellige selskaber; moderselskabet CP ApS og datterselskabet CP Pavilloner A/S. Disse to er netop fusioneret, hvorved samtlige medarbejdere, leverandører og ordrer fra CP Pavilloner er overført til CP ApS. Formålet med omstruktureringen er ifølge Julie Bruun at optimere arbejdsprocesserne i CP og samtidig geare organisationen til den fremtidige udvikling.

I den nye organisation er Julie Bruun er administrerende direktør, mens Peter Jakobsen får ansvar for CP Øst. Allan Johnsen får ansvaret for CP Vest - og René Larsen for produktionen.

- Det generationsskifte, vi gennemfører i CP, har været på vej længe. Allerede for mere end et år siden blev medarbejderne introduceret til Julie, og hun blev positivt modtaget over hele linjen. Nu er hun så klar til at overtage den daglige drift af forretningen og det overordnede ansvar for personalet, og jeg tror på, at det er den helt rigtige løsning fremadrettet. Det styrker både vores organisation og ledelsen,« siger Peter Jakobsen.

Også Julie Bruun ser den nye organisation som en styrkelse af CP’s ledelse.

- Peter og René har begge solid erfaring fra branchen, mens jeg bidrager med nye øjne på tingene. Vi har i forvejen et tæt samarbejde og supplerer hinanden rigtig godt, og det bygger vi nu videre på, siger hun.

Sparrer stadig med sin far

Siden hun var ganske lille, har Julie Bruun haft sin gang hos CP i Viby Sjælland. Men selvom hun stadig løbende idéudvikler og sparrer med sin far, er hun meget bevidst om, at hun symboliserer en helt ny generation og en mere moderne måde at gøre tingene på.

- Jeg har en mere teoretisk baggrund end min far og ser på mange områder lidt anderledes på tingene. Men én ting er klart. Ham og jeg er altid enige om målet, selvom vi sagtens ivrigt kan diskutere vejen dertil, lyder det fra Julie Bruun.

Hun glæder sig til nye udfordringer og ser gode muligheder for fremtiden for CP, der inden for de seneste år har oplevet en dynamisk vækst og udviklet sig til at være en alsidig samarbejdspartner for byggesektoren, industrien og det offentlige.

- Det hele er blevet meget større, siden jeg som barn besøgte min far på hans kontor. Omsætningen, antallet af medarbejdere – og de moduler og maskiner, vi arbejder med. Jeg synes, det er skønt at opleve en virksomhed i vækst, og jeg tror på, at CP vil stå endnu stærkere i fremtiden, siger Julie Bruun.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094