23948sdkhjf

Akku-revolution: Stil hele maskinen til opladning

Ny teknologi fra Bosch gør det muligt at oplade akku-maskiner uden at tage batteriet af. Systemet kan bl.a. monteres i firmabilen.
Akku-maskinerne har for alvor erobret markedet og fortrængt 230V ledningsmaskinerne. Det er især Lithium-Ion batterierne og udviklingen af kulløse maskiner, der har gjort akku-maskinerne både stærkere og mere udholdende.

Og nu er der en ny revolution på vej, når det gælder batteri-teknologi.

På et pressemøde i en af de store flyhangarer på den nu nedlagte Tempelhof-flyveplads i Berlin, løftede Bosch i sidste måned sløret for en helt ny opladningsteknologi.

Det skriver Mester Tidende.

Bosch er således den første udbyder i verden, der udnytter mulighederne ved såkaldt induktiv energioverførsel til akku-værktøj.

- Vi er overbeviste om, at vi med Wireless Charging System kan have lige så stor succes, som da vi for første gang integrerede lithium-ion-celler i en akku-skruemaskine – en teknologi, som man før 2003 kun kendte fra mobiltelefoner, men som i dag findes i 83 pct. af alt håndholdt akku-elværktøj i Europa, forklarer Henk Becker, medlem af ledelsen i forretningsområdet Power Tools hos Robert Bosch GmbH.

Kontaktløs energioverførsel

Det nye Wireless Charging System er på markedet til september, hvor Bosch kommer med batteriladeren GAL 1830 W Professional og 18 V lithium-ion-batteriet GBA 18 V 2,0 Ah MW-B Professional.

Mens du før har skullet hive batteriet af maskinen og placere det i en lader og sætte et nyt batteri i maskinen, så kan du nu sætte hele maskinen til opladning på en opladerplade, som enten står på dit arbejdsbord eller er monteret i din servicebil.

Grundlaget for teknologien, der inden for andre områder f.eks. benyttes i ladestationer til elektriske tandbørster og senest også i mobiltelefoner, er en kontaktløs energioverførsel: I en sender dannes et magnetisk vekselfelt ved hjælp af en spole. Modtageren indeholder ligeledes en spole som gennemtrænges af det magnetiske vekselfelt. Dermed induceres en spænding, og der dannes et strømflow.

Laderen udsender et magnetisk felt, der modtages af batteriet og omdannes til ladestrøm. Den effekt, der overføres, er dog mere end 50 gange større end den, som bruges i almindelige elektriske tandbørster (en watt), for at opnå den samme ladetid som ved gængse ladere til elværktøj.

Fuld kompatibilitet

Laderen GAL 1830 W Professional er i øjeblikket den mindste lader på markedet til 18 V lithium-ion-batterier. Den har ligesom batteriet GBA 18 V 2,0 Ah MW-B en "Wireless Intelligence" – et elektronisk system, der sørger for kommunikation mellem lader og batteri, starter ladeprocessen og tilpasser den til batteriets aktuelle tilstand. Det betyder, at batteriet altid oplades optimalt i forhold til dets temperatur og får en lang levetid.

Det nye batteri er kompatibelt med alle Bosch’ professionelle værktøjer og ladere i 18 V-klassen takket være Bosch’ Flexible Power System. Så du kan altså bruge det nye batteri i dine eksisterende Bosch-maskiner.

Systemløsningen omfatter også en ramme, der især er egnet til stationære anvendelser. Den kan monteres på arbejdsborde, reoler eller andre arbejdsflader og fungerer som en fleksibel, men sikker holder til lader, batteri og værktøj.

Bosch er i fuld gang med at udvikle på systemet og der kan derfor forventes fleres spændende produkter og løsninger fremover på grundlag af den nye batteri- og ladeteknologi.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098