23948sdkhjf

Ny fejemaskine øger kapaciteten

Egedal Anlæg & Ejendomsservice har købt en Bucher Schörling fejemaskine. Den er langt mere effektiv end forgængeren og betyder, at firmaet kan tage flere og større opgaver ind
Det har været et rigtigt godt bytte for Egedal Anlæg & Ejendomsservice at få udskiftet en redskabsbærer med feje-/sugeanlæg med en professionel Bucher Schörling CityCat 1000 fejemaskine.

- Den er bygget til at feje og suge og har langt større sugekraft end den redskabsbærer med feje-/sugeanlæg, som vi kørte med før. Den laver et rigtig pænt resultat, og vi er fuldstændig tilfreds både med maskinen og med opfølgningen fra Helm TMT Centeret, som har leveret den til os, siger indehaver René Kristiansen, Egedal Anlæg & Ejendomsservice i Ølstykke.

- Vi har været rundt for at se på andre fabrikater og har også haft andre på prøve, men da vi havde prøvet denne Bucher Schörling CityCat 1000 var der ingen tvivl. Den er rigtig god, og den ekstra kapacitet betyder, at vi kan tage flere opgaver ind. Vi har ca. 70 ejendomme, hvor vi bl.a. skal feje på parkeringspladser, stier, torve og i nogle tilfælde parkeringskældre. Vi har også fået en sugeslange til den, så føreren kan suge op fra kælderskater, ved affaldsbeholdere, cykelstativer og andre steder, hvor man ikke kan komme med maskinen, fortæller René Kristensen.

Egedal Anlæg & Ejendomsservice har 15 fastansatte medarbejdere plus indhyret arbejdskraft. Firmaet løser både anlægsgartnerarbejde, ejendomsservice og en række specialopgaver som eksempelvis graffitiafrensning, skadeservice og skadedyrsbekæmpelse. Firmaet er grundlagt i 1987.

Bucher Schörling CityCat 1000 er lillebror i serien af CityCat maskiner. CityCat 1000 er en 1,0 kubikmetermaskine. Den øvrige i serien er CityCat 2020 på 2,0 kubikmeter og CityCat 5000 på 4,0 kubikmeter. Der ud over leverer Bucher Schörling lastvognsbaserede fejemaskiner.

Helms TMT Centret har indenfor de seneste uger leveret en CityCat 2020 til en Nordsjællandsk kommune og en CityCat 5000 til et kraftværk.

- Vi mærker stor interesse for Bucher Schörling fejemaskiner, fordi det er et meget stærkt og konkurrencedygtigt produkt med lave vedligeholdelsesomkostninger. Maskinerne er lette at betjene og derfor ekstra velegnende for kunder, hvor maskinerne køres af skiftende førere, og samtidig har de et meget lavt støjniveau både ude og inde. Vi taler om lydniveau ned til 70 dB i kabinen, og det er meget lavt for denne type maskiner, siger Key Account Manager Svend Drejer, Helms TMT Centret.

Bucher Schörling fremstilles i Schweiz, hvor der arbejdes løbende med udvikling af maskinerne. Bl.a. lægger fabrikken stor vægt på manøvredygtighed. Modellerne leveres efter ønske med firehjulsstyring, og afhængigt af model er der også mulighed for knækstyring, så det er maskiner, der kan arbejde på selv de snævreste steder.

tøtte

.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094