23948sdkhjf

El & Teknik tæt på udsolgt

Danmarks største el-fagmesse kan snart melde fuldt hus.
Her knap en måned før El & Teknik ’16, er det meget småt med ledige kvadratmeter i udstillingshallerne.

178 udstillere har indtil videre reserveret stand og vil fylde mere end 6.000 kvadratmeter i Odense Congress Center med fremtidens teknik og teknologi.

Forventningerne til besøgstallet er store, og messens arrangører, Dansk Energi og Veltek, anslår, at over 8.500 vil lægge vejen forbi Odense, når messen afholdes i dagene 10.-12. maj.

- Fordi vi er en messe, der er åben for alle fagfolk, ser vi en mangfoldighed blandt besøgende og udstillere, som man ikke finder mange andre steder, siger Per Rømer Kofod, adm. direktør for Veltek, som igen i år kan præsentere en række debuterende udstillere.

- Det er vi glade for, fordi de er et udtryk for, at branchen er under konstant udvikling. Samtidig ser vi en tendens til, at de mere etablerede virksomheder, som er garvede i messe-sammenhæng, er vigtige eksponenter for innovation, siger Per Rømer Kofod.

Fokus på udvikling
Som noget nyt er Hal B i år dedikeret til at give messedeltagerne en anderledes oplevelse. Otte udstillere er blevet udvalgt til at vise deres særligt innovative produkter på en række ubemandede stande i hallens innovationszone, højaktuelle emner bliver på Fagligt Forum-scenen sat på spidsen set fra et branchemæssigt synspunkt, og medarbejdere fra Energimuseet står parat til at svare på spørgsmål og give indsigt i fortidens og fremtidens energihistorie.

Når de besøgende ikke kører en tur i det danskdesignede elkøretøj ”Tripl”, kan de slå sig ned og hvile benene i en af de opstillede massagestole, nyde en kop kaffe i loungeområdet eller holde møde med udstillere i en række små aflukker med mulighed for mobilopladning.

- El & Teknik undergår en stor udvikling i år og fremover. Messen skal følge med tiden, og i et informationssamfund er konkurrencen om kundernes gunst hård. Noget af det, som en messe kan, er at skabe personlig kontakt mellem mennesker. Det er en fordel, som vi vil udnytte, siger Helle Kristiansen, projektleder for Dansk Energi.

Hun understreger, at det skal være en totaloplevelse at komme til El & Teknik, og derfor arbejder arrangørerne løbende på at udvide med nye tilbud til de besøgende.

- Messen er eksponent for fremtiden på det tekniske og teknologiske område, og derfor må den nødvendigvis også selv være i bevægelse. Til kommende messer vil vi lægge vægt på, at den digitale interaktion med de besøgende bliver udvidet og i det hele taget kigge på de mange muligheder, som introduktionen af mobilteknologier har bragt med sig, siger Helle Kristiansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125